søndag, juli 15, 2007

Børn ud over det hele...

Så er jeg kommet helskindet hjem fra en børnelejr hvor jeg var medleder. Det var min første gang som leder på den lejr hvor jeg selv var med som deltager da jeg var nogle år yngre, og det har været en rigtig god oplevelse!
Jeg synes ikke selv jeg var blandt de mest fysisk aktive af lederne, men alligevel har jeg ondt i hele kroppen :) det er nok det der sker når man er sammen med 32 børn i 5 dage. Men det var et usædvanligt fredeligt hold unger efter hvad lederne med flere år på bagen siger, og jeg mindes da godt nok heller ikke lige at deltagerne plejede at være så godt opdragede, men det var jo en positiv oplevelse!!
Alvorlige skader havde vi ingen af, men blå mærker hører jo med... og det gælder vist både ledere og deltagere!

Alt i alt en rigtig god oplevelse som kunne være spændende at gentage engang.

tirsdag, juli 10, 2007

Problem??

På dr.dk's forside kunne man i aften bl.a læse dette;

"Flere folketingspolitikere kalder det en god ide, hvis danske forældre får mulighed for at adoptere børn fra andre lande for eksempel Uganda og Kenya. Problemet er, at der er få børn og prisen for adoption stiger."

Så er det lige jeg stopper op og tænker; er det et problem at der er for få børn til at blive adopteret?? Umiddelbart skulle man jo tro at det kunne hænge sammen med at dem der i de lande for børn, ønsker deres børn og derfor ikke sender dem væk til adoption andre steder. Hvis det hænger sådan sammen kan jeg ikke se hvorfor det er et problem.
Jo selvfølgelig er det et problem for de stakkels danskere der tror/mener det er en menneskeret at få børn...sådan hænger det bare ikke sammen i mine øjne. Børn er en gave, - ikke en rettighed.

Og når vi så alligevel snakker om børn, kan jeg ikke undgå at forarges over Kristendemokraternes beslutning om at opgive deres hovedmål, kampen imod den fri abort. Man kan undres og tænke over om der overhovedet er noget kristent bag det parti. Men tilsyneladende er børn ikke længere noget værdifuldt, men bare en ting man "leger" med som det nu passer bedst ind i programmet?!

fredag, juli 06, 2007

Lad os sprede solskin...

Den sidste uges tid har jeg brugt som sommerevangelist med Cafébussen, hhv ved Kløften Festivalen i Haderslev (28.-30. juni) og derefter i Roskilde (1.-5. juli). Det har generelt været en meget positiv oplevelse, med op- og nedture som ved så meget andet.
Der har godt nok været meget i regn i de dage, men det tog vi for det meste med godt humør. I Haderslev var bussen med, så den trak nogle folk til som trængte til tørvejr, men Gud sendte regnen der hvor det generede os mindst, og dermed havde vi nogle gode aftener med tørvejr. Det var rigtig dejligt!
I Roskilde havde vi nogle dage med tørvejr og nogle med regn. Specielt den sidste dag var tough. Der stod regnen ned fra tidlig morgen til aften - men nogle fik da noget godt ud af det alligevel, så det var fint nok. Ellers tog vi vejret med godt humør for det meste. Igår (torsdag/sidste dag) hvor det regnede mest, købte de fleste af os lyserøde regnslag, det var lidt sjovt... og vi var så mange der gik med dem deromkring traileren at der kom nogen som troede det var der man kunne købe dem ^_^

Vejret har ikke været så godt som man kunne ønske, men hvor var det dejligt at kunne være med til at sprede solskin til mennesker som har brug for det. Når man tænker på hvor dejligt et smil kan være på en dag hvor alting bare virker uoverskueligt - tænk så på hvad en kop gratis kaffe kan gøre ^_^

Nu er jeg hjemme igen, og skal lige sove i nogle dage, så er jeg frisk igen ^_^